Lederen skal orienteres, ikke sagsbehandle, men måske involveres, hvis det ikke kan undgås. Der er mange meninger om, hvad god ledelse er, og ovenstående møder man ikke så sjældent hos folk, som har en høj uddannelse og måske har jobs som projektledelse, udviklere, undervisere eller journalister. Folk, der grundlæggende mener, at de kan selv, og derfor egentlig ikke er interesserede i at blive ledet alt for meget.
Men når man spørger ind til kernen i det hele, så har de fleste alligevel et behov for ledelse. Ikke ledelse på den måde, at lederen viser, hvordan man skal løse opgaven, fordi han nu engang ved bedst, men det, man nogle gange kalder management eller leadership. Der er behov for, at lederen sætter kursen og får medarbejderne til at gå i den retning. Og det kan man gøre på mange måder.
Det gode eksempel
I mange år har lederen haft succes, hvis han eller hun kunne gå foran som det gode eksempel. Det var stærke faglige ledere, som blev ledere, fordi de var de bedste inden for deres fagområde, og lederen som det gode eksempel har næsten altid medarbejdernes respekt. Men det er ikke altid, at de er gode ledere, sådan som vi i dag opfatter lederen: En der kan vise retningen. Den fagligt stærke leder kan ofte grave sig for dybt med i de konkrete problemstillinger og glemme, at han eller hun skal få folkene til at løse opgaverne på deres måde, ikke diktere, hvordan det skal gøres.
I dag er ledere ofte generalister, som ikke er i lederstillingen, fordi de er gode til det faglige, men fordi de har nogle generelle kompetencer inden for ledelse. Det betyder, at de kan veksle fra branche til branche og alligevel have succes som ledere – men der ligger også en risiko i det, idet kravene til de personlige egenskaber er større, når man er generalist, end hvis man er leder på grund af stærke kvalifikationer i det konkrete fag.